Om mig som 5rhythms lærer


"Jeg stødte på de 5 rytmer i 1998 og dette møde har forandret mit liv"

Jeg har altid nydt at danse, fra jeg var helt lille. I 90erne underviste jeg i latinamerikanske danse: salsa, Merengue, Soca og den slags, men oplevede efter nogle år, at jeg ikke var særlig optaget af, hvordan det skulle se ud, af smarte teknikker eller moves. Jeg blev i min undervisning mere og mere optaget af, at det skulle føles godt, blive styret indefra og skabe flow. Og så mødte jeg 5 rytmer og var solgt.

Her var det, jeg havde længtes efter hele mit liv. En måde at danse på, som ikke handlede om koreografi, men om mig, om min frihed til at udtrykke den jeg er, sammen med andre og opleve mig som en del af en gruppe, og få et verdensomspændende netværk. Jeg kom hjem- og en ny rejse kunne begynde.

På mange workshops i ind- og udland kom jeg mig selv nærmere, og dansede mig ind i dybe længsler, sorg, vrede og andre tidligere fortrængte følelser. Jeg oplevede den største glæde og ekstasen ved at være i live og være mig. Jeg havde også fundet en spirituel praksis, hvor jeg kunne stilne sindet. Først efter at have danset 5 rytmer i flere år, blev jeg i stand til at sidde ned og meditere. Inden da kom alt for mange tilbageholdte følelser til overfladen, hvis jeg blev for stille.

Jeg husker tydelig en episode fra min første workshop, hvor nogle af deltagerne gik dybt ind i dansen, lod deres smerte ud med kroppen, stemmen og åndedrættet- de var ekstremt udtryksfulde. Det skræmte mig, for da jeg var barn, var det andre i min familie, der eksploderede, råbte og skreg, mens jeg blev tavs og imploderede. Min reaktion til workshoppen var den samme, jeg tænkte: ajjj, nu må de sgu tage sig sammen, i stedet for at skabe sig sådan! Og så slog det mig, at det jo var sådan, jeg havde undertrykt mig selv altid! Her havde jeg muligheden for at prøve noget nyt. Så jeg begyndte lige så stille at åbne op og udtrykke mere…… større bevægelser, større inderlighed, større nærvær, dybere vejrtrækning, mere kontakt til alt det, der rørte sig i mig. Det var sååå vildt. Jeg kunne mærke min kraft, blev også overvældet ind i mellem og måtte så regulere mit nervesystem. Men sporet var lagt!

Nu holder de 5 rytmer mig ved mine fulde fem. Det er blevet en måde igen og igen at finde hjem på, finde tilbage til sindsroen og et naturligt nærvær i kroppen. Mit indre guidingsystem er blevet skarp og fortæller mig ubønhørligt, hvis jeg begiver mig bare det mindste på afveje.

Jeg er blevet 5rytmelærer, for at kunne give andre muligheden for at opleve, hvor forløsende det er at komme ud af sin fastlåsthed- sin stase og ind i ekstasen, hvor livet er, hvor friheden er og hvor magien kan ske. Det ville være fantastisk at møde dig på den rejse.


Image
Image
Image
Image