Om vand og andre fænomener

Forleden var jeg igen ude at bade. Jeg elsker vandet, der smyger sig om min krop, køler mig og giver mig opdrift. Med rolige tag svømmer jeg gennem vandet, brystsvømning, det er jeg bedst til. Jeg svømmede i en gammel grusgrav, der var blevet til en badesø og de er jo, som bekendt, uendelig dybe.
En lille uro bredte sig i mig ved tanke om denne bundløse sø: Vil vandet bære mig? Hvordan tør jeg egentlig svømme i så dybt et hul?
Jeg har kunnet svømme det meste af mit liv. Min far lærte mig det, selvom han selv ikke var særlig god til at svømme. Han påtog sig opgaven at lære mig, at jeg kunne stole på vandets naturlige opdrift og have tillid til, at jeg kunne klare mig. Ikke ved at anstrenge mig og svømme hårdt, men ved at flyde og arbejde med vandet.

Men hvordan gik det lige med at lære mig at stole på universets opdrift og skaberkraft, der strømmer igennem os alle, hver især? Det lærte hverken min far eller min mor mig noget om, da jeg var barn. Jeg måtte selv i gang som voksen.

I mange år har jeg været søgende, fordi noget var blevet væk inden i. Noget, som syntes utrøstelig. Noget, der ikke turde læne sig tilbage og flyde i tryg vished om, at alt var godt.
I gennem de 5 rytmer, samtaleterapi, kropsterapi, psykodrama og mange andre metoder, har jeg langsomt og vedholdende helet dette sår. Denne vildfarede længsel efter noget uden for mig selv. Og først, da jeg for alvor fandt mig selv inden i mig, lyttede og gav mig selv betydning, blev jeg rolig og tryg og tillidsfuld i min væren her på jorden.

Det er stadig en udfordring ikke at falde i gamle mønstre og tanker. Det kræver opmærksomhed, øvelse og gentagelse af alt det, jeg har lært. Men dag for dag bliver roen og tilliden mere stabil i mig. Dag for dag forandrer mit liv sig med mere overflod af alt jeg har drømt om, kærlighed, dybe møder, sjove og spændende oplevelser, velvære og energi.
Jeg er sikker på, at det var det Gabrielle Roth, skaberen af 5 Rhythms® mente, da hun spurgte : Do you have the disciplin to be a free spirit? For det kræver øvelse og gentagelse at stilne sindet og turde læne sig ind i universets opdrift.
At lade løsninger, ideer og sandheder komme til os og handle ud fra dyb inspiration, skaber den lykke og tilfredshed, vi alle længes efter.

Jeg stilner sindet ved daglig meditation, 20 minutter hver morgen. Også med min dansepraksis 5 Rhythms®, får jeg kontakt med min dybeste kilde, min direkte adgang til den universelle skaberkraft. Jeg giver mig selv udtryk, blødgører modstand og lader energien strømme igennem mig. Den dybe dans med min sjæl stilner mit sind og forankrer mig i min væren.

Jeg vil give dig en øvelse, en af mine lærer gav mig for mange år siden. Den er simpel, men virksom.

Læg dig i din seng eller på gulvet på ryggen. Luk øjnene og forestil dig at du flyder på et stort uendelig dybt hav. Oplev, at du kan flyde, at vandet bærer dig. Du kan slappe af og lade dig bære. Det er ikke nødvendigt at anstrenge sig. Du er tryg og bliver passet på.
Lig i denne tilstand i den tid, der føles passende for dig, gerne 5- 10 minutter og vend tilbage til billedet/fornemmelsen, når du mister fokus. Den er også god som indsovnings-ritual.

Denne øvelse vender jeg tilbage til, når jeg bliver fanget i, at jeg må anstrenge mig, for at opnå det jeg gerne vil. Når mit nervesystem er på overarbejde. Når jeg tror, at jeg skal finde løsningen, før jeg er klar til at lytte og modtage den.

Du kan også komme og danse de 5 rytmer® med os hver tirsdag på N. Koch Skole, tale eller danse med mig én til én, eller deltage i en af mine workshops.
Hold dig underrettet med, hvad der sker, ved at abonnere på mit nyhedsbrev.

Eller kontakt mig direkte på 22 25 42 43

 

Kh

Laila

Leave a Comment